Barkkedel
GPS 55.07041, 10.21388
Barkkedel
Bænken er placeret øst for barkkedel på hjørnet af Dyreborgvej og markvejen mod nord. Følger du markvejen kommer du op til en anden vejbænk. Her er der selvfølgelig en ny bænkhistorie på QR-koden. Fra den bænk er der flot udsigt mod syd ind over Ny Dyreborg.
Bænken du sidder på vender mod sydøst i retning mod Dyreborg Havn. Bænken er placeret her hvor den gamle strandlinje lå. Her har der holdt mennesker til siden jægerstenalderen. Her har mennesker boet op af bakken mod vest i læ for vestenvinden. De har drevet jagt i skovene mod nord og vest, men har først og fremmest levet af fiskeri her fra bugten. Fiskeriet var en del af en varieret kost, som også var meget årstidsbestemt. Fiskeriet var forskelligt alt efter årstiden ligesom indsamlingen af naturens planter og bær var det. I stenalderen kom agerbruget til og nu dyrkedes forskellige korntyper. Brød blev en ny spise, men stadig var det grød, der dominerede. Man var selvforsynende og man fiskede kun til lokalt forbrug.
Men det ændrede sig for ca. 150 år siden. Industrialiseringen havde skabt store bysamfund, der ikke længere kunne ernære sig af mad fra eget nærområde. Fiskerne fik bedre fangstredskaber og større både og kunne nu fange mange, mange flere fisk end nærområdet kunne aftage. Både udbud og efterspørgsel steg. Fiskeri blev et fuldtidserhverv. Flere fiskere flyttede til Dyreborg og i de perioder, hvor der var mange sild, blev der tjent rigtig mange penge.
Fiskeriet har skabt det Dyreborg, vi kender i dag. Ny Dyreborg med Fiskervængets mange hvide huse blev bygget omkring 1900 under og lige efter ”det store sildeeventyr”. Det store højtbeliggende hus, som ligger som det sidste på højre side i Fiskervænget blev bygget af den legendariske åleopkøber Christian Banke i 1917. Han opkøbte store partier af ål, som blev solgt primært til det tyske marked.
Fiskerne i Dyreborg fangede hovedsagelig ål og torsk, som var efterspurgte på eksportmarkedet.
I de sidste 25 år er fiskebestanden faldet voldsomt og i dag fanges der kun rejer, fladfisk og havørreder. Der er ikke længere fuldtids erhvervsfiskere i Dyreborg.
Du kan læse meget mere om Dyreborg på www.dyreborg.nu.
Barkkedelen ved siden af bænken blev bygget ca. år 1900. Den er i dag Dyreborgs vartegn og logo. Du kan læse historien på planchen ved siden af barkkedlen. Så lærer du ordet ”Barkkedel”.