Familiehaverne
GPS 55.10701,10.09153
Familiehaverne GPS-koordinater 55.10701, 10.09153
Bænken er placeret på Kalvøre i den nordlige ende af ”Familiehaverne”, der hvor stien til badebroen starter. Stedet ser ikke ud af meget, men sådan har det ikke altid været. Stedet har en dramatisk historie.
Bænken står kun godt en meter over daglig vande. Ved meget kraftigt højvande er området oversvømmet.
Udsigten forbedres meget hvis du rejser dig op. Så kan du se mod nord over mod halvøen Helnæs og den langstrakte ø Illumø. Lader du øjet følge Illumøs kyst hele vejen mod øst mod Hornekrogen, ser du ind i den del af Helnæsbugten, der hedder Sønderfjorden. Nord for Illumø ligger Nørrefjorden, der i vikingetiden blev beskyttet af en pælespærring mellem Helnæs og Illumø. Bøjden Gl. Havn kan du læse om på QR-koden på bænken der.
Op gennem 1960-erne og 1970-erne lå der på stedet en flugtskydningsbane på arealet nord for bænken. Store mængder af blyhagl og pulveriserede lerduer ligger derfor stadig på arealet. I dag er arealet overladt til badegæster, lystfiskere eller mennesker der ønsker en frisk gåtur ud til enden af Kalvøre. Tilbage i jægerstenalderen lå en boplads ud for badebroen og derfor findes der mange flinteflækker i stenvolden.
Når området hedder ”familiehaverne”, skyldes det, at der frem til 1872 var familiehaver. Frem til 13. november 1872 lå Bøjdens fattighus, ”Familiehuset” her. Til et familiehus hørte der små jordlodder, der hed familiehaver. Men den 13. november 1872 ramte den værste stormkatastrofe i Østersøen og Lillebælt i nye historisk tid. Vandet steg til op over 3 meter. Fattighuset, der var placeret kun ca. 1 meter over daglig vande, blev skyllet bort og en ung mor med 2 børn druknede. Det hed sig, at hun nægtede at forlade sengen, da vandet trængte ind i huset. Så var det hendes egen skyld. Det nye fattighus, det nye ”Familiehus” blev bygget 7 meter over daglig vande oppe ved landevejen. Selvfølgelig ikke for de fattiges skyld, men fordi man ikke havde lyst til at investere i et nyt fattighus igen. Ganske forståeligt. Huset er der stadig og ejes i dag af Bøjden Campingplads.
I stedet indsættes et billede af gravstenen på Horne Kirkegård, der giver minder om en anden tragisk hændelse, der indtraf den 30. september 1940 ved Helnæs ud for det sted bænken står. To mænd fra Bøjden: Fisker Otto Petersen og hans søn, Jørgen Banke Petersen på 19 år blev dræbt ved en minesprængning. De fik en mine i fiskegarnet og blev dræbt af eksplosionen. Gravstedet er nedlagt og stenen er fjernet. Stenen overvejes af Horne Kirke at blive knust til genbrugsmaterialer.
Far og søn trodsede den ellers oplyste minefare og fiskede i ulovligt område. De var selv skyld i det. De er dermed implicit selv skyld i, at de kom på den store mindesten over krigen ofre på Frøbjerg Bavnehøj.