Fiskerstien            

Bænken her har eksisteret i mange år. Den står der, midt på Fiskerstien, hvor man uanset om man kommer fra vest eller fra øst, lige har haft en waoo-oplevelse med udsigten ud mod Noret og undrer sig om alt det man ser på en gang. Bakker, øer, vand i forgrunden, vandet i Noret og så vandet ud mod horisonten. På en måde i en frygtelig uorden, skabt under sidste istid, men så her heldigvis aldrig rigtigt ”kultiveret” af mennesker. Joh.., lidt har menneskene blandet sig. Der er lavet en dæmning mellem den lille bakke næsten ret syd og hele vejen mod øst. Det afslører, at Dyreborg Nor oprindeligt har gået helt ind til Fiskerstien, lige foran bænken. Resterne af den mølle, der skulle tørlægge den afsnørede del af Noret, ses stadig. Den er ”malerisk”, siger nogen, så vi har indsat foto af 2 malerier, der kan illustrere ordet. Der findes ikke længere ”uberørt natur” og vi har fået begreber, som ”kulturhistoriske værdier” og netop her defineres de som særlige romantiske med den gamle mølle og de mange strandhuse på Drejet og Knold. Her vil man nok synes, at naturgenopretning vil være helligbrøde i forhold til stedets kulturhistoriske værdier og så erindres der om, at de store sommerhuse oppe bag bænken og alle husene langs Fiskerstien både mod øst og mod vest, ikke ses fra denne bænk, bare man holder snuden mod syd.

Et frirum for gode tanker. Her kan øjet blive ved med at se og undersøge. Som i god kunst. Nyd det.

”Fiskerstien” var den sti som fiskerne brugte, når de skulle om til deres små joller ved noret. De blev trukket op og vendt om på græsset ned mod Noret eller måske var de bundet til en lille pæl lidt ude i Noret. Fra bådene blev der typisk sat små ruser til ål og ålekvabber. Før Noret for ca. 75 år siden blev afsnøret i begge ender var her også mange fladfisk. I 1960-erne og 1970-erne blev det forbudt at blusse ål og senere at bruge lyster fra båd eller fra is. Fiskeriet i Noret ophørte herefter langsomt.