Hvedholm
GPS 55.10850,10.19297
Hvedholm
Lige foran dig er der en buste af gehejmekonferensråd grev Preben Bille-Brahe, der blev rejst af grevskabet Brahesmindes beboere i 1858 – et år efter hans død. Busten på støtten er skabt af billedhuggeren H. W. Bissen.
Preben Bille-Brahe blev født d.25.februar i 1773 i Odense og døde i 1857 på Hvedholm og er begravet i Horne. Han kom ud af en uradelsslægt, idet ”Bille” slægtsnavnet allerede optræder fra midten af 1200-tallet. Preben var søn af Henrik Bille-Brahe, der var stiftsamtsmand og desuden ejede en række godser – blandt andet Egeskov. Hans barndom var præget af ophold på de forskellige ejendomme. Han kom på Odense latinskole, som ses nedenfor, og blev student i 1790, kammerjunker a la suite i Hestgarden 1792 og drog så til det populære Georg-August Universitet i Gøttingen og studerede humaniora og kameralvidenskaber (det er læren om den bedste forvaltning af en fyrstes eller en stats finanser og ressourcer – en praktisk disciplin, der kombinerede jura, økonomi og forvaltning) Han besøgte efterfølgende Schweiz og Italien og desuden England og Skotland af hensyn til at blive klogere på landbruget.
I 1795 vendte han hjem og overtog bestyrelsen af stamhuset Hvedholm og de øvrige besiddelser: Damsbo, Stensgård, Østrupgård og Avernakø og Drejø. I 1798 blev besiddelserne ophøjet til grevskabet Brahesminde. I 1825 købte han godset Svanholm i Hornsherred på Sjælland, der i dag er et stort kollektiv, der driver et stort økologisk og biodynamisk landbrug. Han fremmede udskiftningen på godset og han forbedrede driften på hovedgårdene og havde desuden ry for at være en human godsejer.
Preben Bille Brahe beskrives som en fremragende godsadministrator og meget interesseret i kunst og videnskab. Han øgede Hvedholms bibliotek og deltog i oprettelsen Fyns Stiftsbibliotek og var meget gavmild for Odense Adelige Jomfrukloster. Han deltog som kongevalgt medlem i den første Roskilde-stænderforsamling, hvor han kritiserede finansregnskabet og påpegede landsbylærernes dårlige kår. Han fik bevilliget sin afsked i 1838 på grund af svagelighed. Han udnævntes til kammerherre 1812 og Gehejmeråd 1841.
Den store kunstinteresse viste sig blandt andet i støtten til C. W. Eckersberg i form af bestilling af en altertavle til Horne Kirke og desuden i, at Preben og Johanne Caroline Vilhelmine Falbe, hans 2. kone, sad modeller til et portræt i 1817, der kan ses nedenfor.
Hvedholms bygninger har undergået en del forandringer. Der er opført et hovedhus på den nuværende plads i 1588, der blev genopført efter en brand. I 1872-1878 blev der ombygget under ledelse af arkitekt Johan Schrøder. I 1928 bliver avlsgård og hovedbygning adskilt. Et glimrende link til at se mange billeder af Hvedholm gennem tiden kan findes på flg. Link: danskeherregaarde.dk/nutid/hvedholm I 1928 solgte grev Hendrik Bille Brahe Selby slotsbygningen til staten, som indrettede slottet til et sindssygehospital med plads til 124 patienter til 1993 og i 1996 blev slottet indrettet til hotel.