Knoldsborg            

Bænken er placeret op ad stendiget øst for vejen. Her skærer vejen gennem stendiget mod nord op ad bakken. Ca. 150 meter længere mod nord er der en flot udsigt over Faaborg Fjord og Faaborg. Her fra bænken er der en flot udsigt mod syd ned over Dyreborg og over havet mod sydvest og sydøst.

Ofte taler man om de udsigter, der skal have øjet til kigge ud mod horisonten og her på Horne Land er det ofte ud over havet og de mange øer. Men her er det mest interessante dog inden for 300 meter.

Vi skal starte med gården mod syd: Knoldsborg. Alle bygninger og gårdens omgivelser er fredet. Arkitektonisk og kulturhistorisk er Knoldsborg helt enestående. Gården er beliggende frit i landskabet. Ejendommens bygninger i granit og de mange stendiger, vidner om de stenede jorder, der omgiver gården.

Dette forstærkes yderligere af gårdspladsen, fuldbelagt med piksten med et lindetræ i midten. Haven er omkranset af stendiger og i havens sydvestlige del er der en udsigtshøj (platform) ca. 2,5 meter over terræn. Herunder er der et køligt rum, med samme funktion som en såkaldt ”kartoffelkælder”, hvor man opbevarede æbler, kål og grøntsager ind i vinterhalvåret. Det kan virke mærkeligt, at man på et så højtbeliggende sted brugte kræfter med en udsigtshøj. Det har i en periode været et modefænomen på højde med 1980-ernes ”udestuer” på mange gårde. Heroppe kunne man efter endt arbejde med kaffe og kringle på bordet om sommeren nyde aftensolen og kigge ud over et andet stort prestigeprojekt: den store have til gården. Den skulle signalere overskud. Udsigtshøjene ligger altid ud til vejen, så forbipasserende kunne hilse pænt på fynsk og sige: ”Nå’ så’ I ny’r det nok!” og så svarede man høfligt tilbage: ”Ja, æ de’ da æt en dejli’ avden?”. Mange af gårdene på Horne Land har en udsigtshøj og mange med et opbevaringsrum.  

Knoldsborg hørte under Hvedholm og blev i 1845 opført på dette sted. Gården har trods flere senere ombygninger, stadig mange bygningsdele fra den oprindelige gård. Over vinduet på hoveddøren findes de originale initialer for bygmester og der står stadig ”Knoldsborg 1845”.

Modsat bænken er der i stendiget en helt speciel konstruktion i forbindelse med stendiget. Det er en brydegrav. Den er yderst sjælden i Danmark. Den blev brugt til at tørre hørstænglerne inden man brød hørren. I bunden var der et bål jævnt fordelt i hele længden. Hørren blev lagt på tværs hen over brydegraven. Det var et meget betroet job at tørre hørren. Når hørren var knastør, blev det træagtige i stænglerne knust (bryde) og i næste proces, som hed ”skætning”, blev de løsnede strådele fjernet.

Herefter skulle hørren ”hegles” og så ”spindes”. I Krengerup på Vestfyn ligger Hørvævsmuseet. Det er en meget spændende dansk industrihistorie fortalt på et museum, som man bør besøge. Du kan læse videre på  www.hoervaevsmueet.dk .

Hørproduktion var meget udbredt i Danmark og indgik også i Knoldsborgs afgrøder. Knoldsborg har selv haft væve og har dyrket hør til eget forbrug. Den overskydende hør blev afleveret til et hørspinderi, sandsynligvis i Tommerup. Det var en stor dag, hvor kvinderne skulle med for at udvælge de fine færdige produkter, typisk duge og sengetøj, som man byttede sig frem til. Hørproduktionen i Danmark blev skabt i sidste halvdel af 1700-tallets ved oprettelse af spindeskoler. Det fynske gods Brahetrolleborg oprettede et høravlingsinstitut på Lykkensæde, hvor de danske bønder fik lært bedre metoder til høravling. Under besættelsen 1940-1945 fik hørproduktionen en stor opblomstring, fordi man ikke fik bomuldsprodukter fra de engelske spinderier. Fint faldskærmstof fra våbennedkastningerne dannede dog en undtagelse.

Vil du læse om stendysser, kan de se på infotavlen ved siden af bænken eller på QR-koden på ”Lykkehøj”.