Spring til indhold

Lykkehøj
GPS 55.07757,10.20210

Lykkehøj                                     

Der er ingen tvivl om, at Horneland og omegn vrimler med oldtidsminder bl.a. i form af stendysser og jættestuer, hvilket også tyder på, at der har opholdt sig en hel del mennesker på disse egne i oldtiden, hvor der har været masser af aktivitet. Denne her stendysse, som du sidder lige op ad, stammer ikke fra bondestenalderen men fra februar 1989, hvor jordejeren Alfred Krogh Andersen og hans søn Jan Knoldsborg for sjov byggede denne stendysse sammen og Jørgen Hansen – Jørgen Stråhat fra gården Hannes Lyst var også til stede. De 10 tons tunge sten blev ikke lagt op ved håndkraft, men der blev anvendt gummiged og rendegraver på den frosne jord i februar.

En stendysse er som oftest en enkeltgrav og har ingen indgang, hvor en jættestue er en større fællesgrav med en indgang og jættestuerne er de yngste.

Fra denne bænk kan man også se ned på de omkringliggende jættestuer, der alle er anlagt i bondestenalderen (4000-1700 f.v.t.) Tidligere har jættestuerne (megalitgravene) været dækket af et jordlag bestående af omvendte græstørv. Uden på denne jordhøj har der været sat en ring af store sten og så har der været anlagt en indgang ind til kammeret.

Bondestenalderen er også kendetegnet ved, at jægerfolket begynder at dyrke jorden, da de har fået introduceret agerbruget og husdyrholdet på baggrund af deres kontakt med andre bondesamfund i Mellemeuropa. Dette hænger godt sammen med, at der anlægges jættestuer, der har været monumentale begravelsesplads for mange fra klanen og lokalsamfundet. Det har været et monument over forfædrene og en form for helligsted, da folkene har mødtes her omkring jættestuen hvor de afviklede fælles ritualer og udviklede de sociale kontakter. Der er fundet rester af smadret keramik omkring og i jættestuerne, hvilket viser, at der har været ofret keramik i et ritual. Nyd endelig den storladne udsigt over det Sydfynske øhav her fra Lykkehøj.

Lykkehøj