Mies Trekant
GPS 55.07044,10.19638
Mies Trekant
Bænken er placeret lige hvor vejen kommer ned fra Dyreborgvej og rammer grusvejen der går langs badestranden ud mod Knold. Det danner en lille græsbevokset trekant med nogle få buske af strandtjørn.
Trekanten er ud mod stranden beskyttet af sorte granit sten. Netop her slår strømmen ind mod kysten og ved højvande og hård blæst undermineres den lille skrænt.
Den langsgående strøm kommer fra syd og går videre mod nord ind i bugten ved Sinebjerg. 50 meter mod syd starter Knold Strand, hvor der på en strækning på 3-400 meter aflejres sand. Det er en meget populært offentlig strand på de gode sommerdage. Vandet er frisk og der er fint sand. God for både børn og voksne. Men det praktiske er her nok det væsentligste: den er nem at komme til og der er toilet og gode P-forhold. I nogle perioder, særlig først på sommeren. er der også sand ud for Mies Trekant, men så pludselig ”på en nat” er det hele væk igen.
Mod nord er der i strandtjørnen oven på skrænten skabt ”små lommer”, hvor lokale holder til på gode badedage. Det skaber et helt særligt folkeligt miljø uden bebyggelse. Her er kun bænke, stole og borde og glade mennesker. Her er ingen hvide campingvogne. Kun solbrændte ansigter kigger op over strandtjørnen.
Udsigten fra bænken er stik vest, ud over havet mod Als og Jylland. Mod nordvest ser man ind over Sinebjerg. Men bemærk lyden af vandet, der slår mod stenene i strandkanten.
Stedet hedder Mies Trekant, slet og ret fordi det er Mies trekant. Ejeren er Mie Busch. Mie bor i et af de nærmeste sommerhuse, som du ser lige foran den hvide gård, Strandgården. Mie ejede i mange år Strandgården, men da hun solgte gården i 2024, valgte hun at beholde strandloddet.
Den farverige sten med navnet ”Mies Trekant” er sat op af en god ven til Mie, den meget underfundige Preben Bladt, der også bor i Dyreborg. Preben har igennem mange år ”døbt” steder og huse i Dyreborg, samt lavet underfundige skilte og ”installationer”. Længere fremme ved stranden ser du et skilt, der angiver max. bredden for kvinder på stien og oppe ved slæbestedet har Preben lavet det geniale kugletermometer, der angiver den præcise badevandstemperatur .
God fornøjelse her ved en af Fyns bedste badestrande.