Oldtidsruten på Horne Land

2. maj 2025. Dette er et igangværende arbejde. Tekster og billeder af Caspar Vang, Fynske Fortidsminder, www.fynskefortidsminder.dk

20 udvalgte fortidsminder og interessepunkter på Horneland, der især er rig på bøndernes monumenter fra yngre stenalder, hvor landbruget havde gjort sit indtog i det der i dag er det danske område. Dyrkningen af jorden var et omfattende projekt og for at sikre det byggede man store stenmonumenter. Her hædrede man forfædrenes ånder, hvilket sikrede trivsel og velstand, og ofrede til de kræfter, der var større end mennesket. Anlæggene markerede samtidig stenalderbygdens ejerskab over jorden og var et stærkt religiøst kraftcenter i bondestenalderens samfund. Ruten er langt fra udtømmende. Og du er velkommen til at gå på yderligere opdagelse blandt halvøens mange andre minder og spor fra fortiden.

1. Buste af Preben Bille-Brahe (1773-1857) lensgreve og godsejer på herregården Hvedholm. Begravet i det smukke, røde mausoleum ved Horne Kirke. Bille-Brahe, der var født i Odense, blev kendt som en stor ven af bønderne på Horne Land. Som Bille-Brahe viste interesse for bøndernes forhold var slægten ven af fortidsminderne. Det var Preben Bille-Brahes barnebarn, Lensgreve Preben Charles Bille-Brahe-Selby, der i slutningen af 1800-tallet fik fredningen af mange af Horne Lands fortidsminder i stand.
   Efter en periode dalede interessen for fortidsminderne og i dag ser man desværre at mange af halvøens oldtidsminder gror til i krat og buskads, da der overordnet ikke eksisterer nogen langsigtet plejeplan for området. De to tilgroede dysser på billedet findes på Bjerne mark og ved Knoldsborg nær Dyreborg.
2. Dyssekammer på Bjerne mark. Let adgang fra markvejen, der fører til Bjerne langgyde. Blandt storstensanlæggene – også kaldet megalitter – fra græsk mega = stor og lithos = sten – skelner man grundlæggende mellem langdysser, der er rektangulære anlæg, på op til mere end 100 meters længde og ofte med flere kamre, samt runddysser, der sædvanligvis er etableret omkring et enkelt kammer og har sten i en cirkel omkring kammeret. Dertil kommer jættestuerne, som havde en passage eller gang til kammeret, der var placeret i en tildækket høj. Jættestuerne regnes for at være de yngste af megalitanlæggene, men de forskellige anlæg kan sagtens have været i brug i samme periode.
3. Dyssekammer i Dyreborg skov. Adgang via skovvej. Alle megalitanlæggene er opført i en periode på omkring 200-300 år. Men blev anvendt i mange slægtsled herefter. Mange steder endda ind i senere oldtidsperioder. Over hele landet er der bevaret godt 4000 anlæg af forskellig type og vidt forskellig bevaringsstand. Man vurderer at der oprindeligt har været omkring 10 gange så mange megalitanlæg som der er bevaret. En del af dysserne måtte levere sten til kirker og bygninger, mens man i nyere tid ødelagde stenene og brugte dem til anlægning af veje og jernbaner. Først fra 1937 blev de jordfaste fortidsminder, som megalitanlæg falder ind under, fredet ved lov.

4. Knoldsborg jættestue. Offentlig adgang gennem plantage. Fortidsmindet er registreret af Nationalmuseet i 1886 og efterfølgende fredet i 1892 med velvilje fra Kammerherre og Hofjægermester P.C. Greve Bille-Brahe-Selby til Brahesminde.

Her byggede stenalderbønderne deres mægtigste monument, jættestuen. Dækket af tre store sten, der nok vejer omkring 10-15 tons stykket. En fællesgrav, hvor man opbevarede både lig og dele af slægtens ledens skikkelser. Oprindeligt var stenkammeret dækket af en høj bestående af sten og jord. I sydøstlig retning var der en stenbygget passage ud til højens rand, som var omgivet af store sten med en lille afsats, hvor der kunne sættes offergaver til de døde, ånder og guder, der hjalp mennesket i vores daglige gøremål og sikrede en god høst. De bedst bevarede jættestuer – hvor der stadig er stenbygget passage og høj over kammeret – i det fynske område findes på Hindsholm – Mårhøj og Hesthøj – samt Hulbjerg jættestue på det sydlige Langeland.

Skjerningehøj i Svanninge nordvest for Faaborg er også et besøg værd. Her er bevaret både den adgangsgivende passage samt højen over kammeret. Trappen og indgangspartiet, der fører til passagen, er bygget i 1800-tallet, men er fredet ligesom resten af højen.

5. Knoldsborg dyssekammer. Nord for gården Knoldsborg ligger et smukt dyssekammer under 200 meter fra jættestuen. Det er normalt at bondestenalderens megalitanlæg lå i klynger tæt ved bopladsen. Omkring Knoldsborg ligger der yderligere en mængde bevarede anlæg blot et stenkast herfra. Øst for gården ligger der et polygonalt kammer med to bevarede dæksten med helleristnigner og ved Stenoldgård på Knoldsborgvej ligger der et dyssekammer i dyrket ager. Ved husmandsstedet lige inden gården ligger der et smukt kammer med en stor firkantet, dybtliggende dæksten i haven.

Dyssekammeret på Knoldsborg har tre bæresten og en stor spids dæksten. Som indgang til kammeret er der en såkaldt tærskelsten, hvor der oprindeligt har været en flad sten eller trædør, så man let kunne få adgang til kammeret.

6. I Sinebjerg skov findes tre oldtidshøje, der formentlig hører den ældre bronzealder til. De to af højene er mellemstore – et par meter høje og lidt mere end 20 meter i diameter – mens langhøjen Bihøj er omkring 4 meter høj og dermed områdets største gravhøj.

I højene blev bronzealderens vigtigste skikkelser lagt i højene med prægtige gravgaver, der skulle vise status og magt. I de ældste høje lagde man den døde i en bulkiste – en flækket egetræskiste – mens man i yngre bronzealder var gået over til ligbrænding og placerede den dødes rester i urner lagt ned i gravsiden. Ofte blev højen udvidet over tid og man byggede simpelthen en ny højfase oven på den eksisterende. På illustrationen ses en udgravet bronzealderhøj med i hvert fald to højfaser etableret på forskellige tidspunkter. Hver fase markeret med en kæde af randsten. Nord for Sinebjerg skov er fundet et prægtigt bronzealdersværd produceret i Mellemeuropa i en lavning. Måske en offergave givet til mosen, solen og naturguderne i trange tider? Vi finder nok aldrig ud af det, men det gør ikke noget at lade fantasien arbejde lidt.

7. Markhus Sinebjerg er et smukt restaureret markhus, der blev skænket til Hornebønderne af Preben Bille-Brahe. Bygningen skulle fungere som samlingspunkt under bøndernes arbejde i marken, der på grund af gårdudflytningen godt kunne være langt fra selve gården. Oprindeligt lå der 12 sådanne markhuse på Horne land, men Markhus Sinebjerg er det eneste der er bevaret.

Markhuset er et oplagt sted at spise frokosten under ens vandretur langs oldtidsruten. Her finder du plancher, hvor du kan læse både om områdets kultur og natur.

8. Smohøj er resten af en lille jættestue med fire bæresten på hver langside af kammeret. I østenden en stor nedskreden dæksten, der oprindeligt har dækket noget af kammerets top. Oldtidsmindet ligger i dyrket mark, men tæt ved vejen og det er helt okay at gå over og kigge nærmere på det i perioder, hvor marken ikke er under opdyrkning. Det siges at det spøger på Smohøj, som ikke er et sted, man bør nærme sig efter mørkets frembrud. Folk, der har passeret højen i skumringen har set en lysende skikkelse og det siges også, at der brænder lys på højen, hvilket ifølge folketroen tyder på, at der skulle være en begravet, skjult skat på stedet.

Nordvest for Smohøj ses Mormishøj på den anden side af Præstegårdsgyden, en runddysse med mange bevarede randsten og en diameter på 22 meter. Nu helt tildækket af krat og træer. I højens sydlige del rester af et kammer.

9. Udsigtspunktet Tåstebjerg er prydet med en smuk, fredet granitudhugget postamentesten, af samme type som blev brugt til landopmåling og kortlægning af Danmark fra slutningen af 1800-tallet til 1910’erne. Omkring af disse smukke sten findes på markante højdedrag rundt omkring i Danmark. Et perfekt sted til et lille hvil og en kop kaffe.
10. Duereds vænge. Smukt anlæg bestående af to megalitter, hvor den ene består af et fritlagt dyssekammer og den anden af et dyssekammer bevaret i høj. Derfor får man her et godt indtryk af, hvordan en stendysse oprindeligt har set ud inden jord og sten omkring kammeret blev fjernet. Der er uenighed blandt arkæologerne om nogle af bondestenalderens anlæg aldrig havde fået en høj etableret omkring kammeret. Dermed tænkes det, at nogle af anlæggene udelukkende var anlagt til rituelle formål og religiøse ceremonier.
11. Højmarkskisten. Langdysse på omkring 17 meter med mange bevarede randsten og et kammer uden dæksten i midten af højen. Fortidsmindet ligger på privat grund, men ejeren er positivt indstillet for besøg på stedet, hvis man følger skellet fra bunden af sommerhusområdet omkring Thurøvej. Højen virker noget udflydende og ødelagt på den østlige side og kan meget vel have været længere. Den længste langdysse, vi kender fra det fynske område, findes ved Lindeskov vest for Ørbæk og måler 168 meter. Oprindeligt var den længere, men man ødelagde sydenden af dyssen da jernbanelinjen mellem Ringe og Ørbæk skulle anlægges. Langdyssernes momentale omfang vidner om, hvor betydningsfuldt et projekt dyssernes anlæggelse var for bondestenalderfolket.
12. Horne sommerland dyssekammer. Der er fra Thurøvej anvist adgang til fortidsmindet med en lille markeringspæl, der nu gemmer sig i krattet, men for tiden er dyssen tilgroet og trænger til en kærlig hånd og en plejeplan, så den igen kommer til sin ret og kan tage godt imod besøgende. Kammeret består af fire opretstående bæresten og en tærskelsten, hvor der har været adgang til kammeret mod øst. Dækstenen er for længst forsvundet. Formentlig kløvet eller sprængt og brugt til husfundamenter eller ledpæle.
13. Egsgyden langdysse. Horne lands største langdysse, hvor der ses mange randsten og resterne af et stort kammer i den sydlige ende. Som typisk for langdysserne er gavlstenen for enden højere end de øvrige. Det giver anlægget et monumentalt udseende og har måske skulle symbolisere et skib eller et hus. Der findes i alt 61 randsten på stedet og dyssen måler 48 meter i retning nord-syd.

Der er sikret offentlig adgang til stedet og følger man landbrugsmaskinernes sprøjtespor fra fortidsmindeskiltet ved vejen, kan fortidsmindet besøges hele året. I umiddelbar nærhed ligger yderligere tre dyssekamre, så langdyssen har tydeligvis været del af en større klynge megalitter knyttet til en af områdets centrale bopladser. Blot 300 meter nord for dyssen ligger to megalitter på hver deres side af stengærdet. Det vestlige tilgroet og glemt. Størst er Salmager stenkiste, et vældigt dyssekammer med en nedskreden dæksten, der må høre til områdets største. De største dæksten vi kender til herhjemme anslås til at veje omkring 20 tons. På stenens overflade ses skåltegn, frugtbarheds- og solsymboler, der er den mest almindelige type af helleristninger, vi kender til i det danske område. 300 meter sydvest for langdyssen ligger ud mod Egsgyden yderligere et lille dyssekammer med dæksten, men kammeret er så tilgroet, at det er svært at erkende som fortidsminde. Samlet set er der tale om en klynge af megalitter der fortjener langt større opmærksomhed.

14. Røsehøj, som ligger smukt for enden af et stendige, er tolket som et dyssekammer med bevaret høj over kammeret. Der kan selvfølgelig også være tale om en medtaget bronzealderhøj, hvor pløjning gennem en årrække har formet højen til en øst-vestlig mandelagtig form. Beliggenheden er i hvert fald helt perfekt for bronzealderens høje, der lå ved veje og på højderygge, hvor de skulle vise besøgende, at her herskede en magtfuld og ressourcestærk slægt.
15. Bevæger man sig ud ad Sønderhjørnevej ligger der smukt i dyrket mark lige før gården en medtaget stendysse på højre hånd. Horne lands vestligste bevarede megalit. Af selve højen er der bevaret fire randsten og kammeret består af tre store bæresten samt en lavere tærskelsten mod øst. Dækstenen er fjernet og har lidt samme skæbne som mange af de sten, der prydede bondestenalderens store anlæg.
16. Grevlerupgaard dyssekamre. Nord for plantagen ved Grevlerupgaard ligger to smukke dyssekamre tæt ved hinanden. Det er helt oplagt at antage, at de måske har hørt til samme langdysse, hvis randsten og højning nu er helt væk, men de kan sagtens have været enkeltstående megalitter i samme klynge. Begge har bevarede dæksten på toppen af kamrene og hører til blandt rutens fineste dysser. Ejeren af Grevlerupgaard er positivt indstillet i forhold til besøg og adgang kan ske via markvejen der går op til dysserne fra gården. Bank på og hils, hvis du er i tvivl. Og vær opmærksom på arbejdende maskiner i plantagen.
17. Tueagergaard dysse. Helt ud til Sønderhjørnevej ligger lige nord for Tueagergård et smukt, stort dyssekammer, der for tiden desværre er helt tilgroet i hyld, brombær og krat. Man må krydse fingre for at grundejeren får tid til at give fortidsmindet lidt kærlighed inden for nærmest fremtid. Dyssen består af en lav højning, den har formentlig været en runddysse, og fem store bæresten samt en lav tærskelsten i sydvestlig retning.

I en periode mente man at dysserne var hedenske altre og forfædrenes tingsteder. Den middelalderlige historieskriver Saxo Grammaticus betragtede megalitterne og forestillede sig, at der her havde levet kæmper og jætter, hvilket senere gav grundlag for navne som jyndovne og jætteovne for de store stensatte høje.

Senere, i 1643, beskrev oldforskeren Ole Worm i værket Monumenta Danica oldtidsmonumenterne som oldtidens tingsteder. Her talte man om lov og ret, kårede datidens konger og indhegnede til tvekamp. Og i præsternes indberetninger om sognenes oldtidshøje, var det udbredt at betegne megalitterne som hedenske altre. Fortolkningerne afspejlede med andre ord den tid, man levede i. Endnu senere, da den arkæologiske videnskab vandt frem, betragtede man dyssen som gravmonument og -kammer for bygdens ledende skikkelser, mens man i nyere tid har revideret den opfattelse og nu arbejder ud fra teorier om, at anlæggene havde mange funktioner. Gravlæggelser var ikke nødvendigvis dyssernes primære funktion. Måske langt fra.

18. Stendysse ved Noret. Helt ud til Bøjden Nor ligger et lille dyssekammer. Den strandnære beliggenhed er ikke atypisk for de sydfynske megalitter, men da de blev bygget, lå den formentlig noget længere fra kystlinjen, der i stenalderen lå noget længere ude. Gennem årtusinder har kystlandskabet ændret sig, både gennem erotion, men også fordi vandet er steget og landet synker meget langsomt år for år. Kammeret tilgås letteste fra parkeringen ved Dyndkrog for enden af Dyndkrogvej. Knap 200-300 meter fremme ad stien mod fugletårnet ligger dyssen lige nord for stien.
19. Klokkehøj. Mange tænker på, hvad gravhøjene indeholder af spændene fund, men i dag handler det meste om at frede og bevare de fortidsminder vi har tilbage, så det er meget sjældent, at et fredet fortidsminde bliver udgravet eller undersøgt med mindre det er i forbindelse med en restaurering eller der er fare for at de står foran den totale ødelæggelse. Dyssekammeret Klokkehøj blev udgravet af arkæologer i midten af 1970’erne. Et noget medtaget dyssekammer, hvor borehullerne til stenkløvernes krudtladninger stadig ses i de store, delvist ødelagte sten. I højen fandt man et dyssekammer med et bemærkelsesværdigt stort grundplan og gravlæggelser fra flere oldtidsperioder. Noget tyder på, at det kun var dele af den døde, der blev placeret i dyssekamrene, men i Klokkehøj fandt man også hele skeletter. Oldtidens dødekult var kompliceret. Man placerede de døde på et lille anlæg og når de var ”renset” af naturen, tog man dem til en samlingsplads, et såkaldt Sarupanlæg. Her blev de lagt i jorden i en årrække, hvorefter de blev gravet op og ført tilbage til bopladsen og placeret i dyssen. Man kommer lettest til Tornehøj lige øst herfor via gangstien, der forbinder Fruerlund med Horsehoved.
20. Tornehøj ligger midt i sommerhusområdet for enden af Hesseløjevej. På samme lod blev der i 1800-tallet ryddet tre dysser så Tornehøj kan meget vel være sidste rest af en megalitklynge omkring en bondestenalderboplads på skråningen ned mod Helnæsbugten. Som mange andre af områdets fortidsminder blev Tornehøj registreret, optegnet, tinglyst og fredet i 1880’erne. Kammeret består af seks bæresten og den sprængte rest af en dæksten. Under registreringen i 1886 kan man se af grundplanstegningen at den sydvestlige bæresten er væltet. Den er oprejst og sikret under en restaurering i 1975, hvorunder den sprængte dæksten, der lå tæt ved kammeret også blev lagt på plads. Ved denne lejlighed blev kammeret oprenset for henlagte marksten og bundlaget undersøgt af arkæologer. I gravlaget fandt man smuldrende knogler, skår fra stenalderkeramik og ravperler.