Spring til indhold

Stævnebænken
GPS 55.10843,10.16997

Stævnebænken           

Når du sidder her på bænken og ser på bystævnets sten, så indgår man næsten i en tradition, der opstod i det 12. århundrede, hvor bystævnet eller bylavet fungerede. Bylavet spillede både en social og en juridisk rolle. Byvedtægter findes nedskrevet fra år 1500. Det er det rigtige sted i den gamle Horne by, men det er ikke et 500 år gammelt træ endnu, der er plantet et nyt.

 Traditionelt lå gadekær og bystævne/bylav midt i landsbyen, hvilket også kan ses her, hvad den nuværende vejføring peger på, hvor der her er veje til alle verdenshjørner. Når der skulle være møde, blæste oldermanden i byhornet og gårdmændene mødte frem. Man havde tre rekvisitter i bylavet, byhorn, træskrin til byvedtægterne og endelig en pind, hvor man kunne strege bøder ind.

De mødtes for at lave fælles regler og træffe individuelle afgørelser via afstemninger i kredsen. Man skulle aftale regler for at undgå brand. Dejligt at se, at demokratiet var i spil allerede her. Før udflytningen, der starter i 1760´erne og frem, spillede bylavet en stor rolle for aftalerne om dyrkningen og fordelingen af agerjorden og desuden også den fælles jord i landsbyen mellem gårdene – og yderligere i eventuelle tørvemoser, lergrave og grusgrave. Som det fremgår af det traditionelle landsbykort med alle markerne i strimler, så forstår man godt, at der skulle være møde om fordelingen af jorden og fælles aftaler vedrørende høsten.

Var det sket, at en gårdmand havde forbrudt sig mod en fælles aftale i bylavet, så fik man en bøde, der som oftest kunne afbetales med nogle tønder øl.